Sundhedsdialog

Som Lars skrev her på siden i forgårs, så blogger Fredericia & Kolding Sygehuse nu også. Det er et fantastisk godt initiativ, og de viser, at de er klar til at tage både lidt af det sure og lidt af det søde:

Vi vil gerne i dialog med dig – hvad enten du er patient, pårørende eller borger i Region Syd. I hverdagen har vi travlt med at yde vores bedste på Fredericia og Kolding Sygehuse. Det skriver vi om på dette websted.

Du er meget velkommen til at skrive din mening under hvert indlæg. Tag ordet og sig, hvad du har oplevet på sygehusene. Her er plads til både ris og ros.

Jeg har spurgt deres kommunikationskoordinator, Lisbeth Falkenberg, om hvad tankerne bag bloggen og brugen af WordPress var.

Q: Kender du til andre blogtiltag indenfor sundhedsvæsenet?

Nej – så vidt jeg ved, er det noget helt nyt, at der laves en åben weblog som forum for en direkte dialog mellem sygehus og patienter. Vi ser store perspektiver i mediet – her kan vi få direkte feedback fra vores brugere – og vi kan være med til at sætte vigtige ting på den offentlige dagsorden.

Q: Hvorfor mange forskellige skribenter og ikke kun kommunikationsfolk?

Sygehuset er et sted med mange forskellige faggrupper – og den tværfaglighed vil vi gerne stille til rådighed for borgerne. Alle kender myten om den tilknappede og arrogante overlæge – vi vil gerne vise, at vi er ”almindelige” mennesker af kød og blod, der brænder for det, vi laver.

Den, der bedst kan besvare på et spørgsmål, ja, det er også den, der til dagligt – bogstaveligt talt – har fingeren på pulsen!

Q: Hvorfor WordPress?

Vi fik præsenteret WordPress af en ekstern konsulent, journalist Søren Dalsgaard fra Update og har i samarbejde tilpasset websitet med teknisk support fra journaliststuderende Lars K. Jensen.

Vi er nu i fuld gang med at videreudvikle konceptet. Jeg kendte ikke WordPress i forvejen og er positivt overrasket over, hvor brugervenligt det er – også for administratoren.

Q: Nogle tanker om open source?

Det er en god ting og basis for deling af erfaringer og inspiration. For os har det været en forudsætning for projektet – at kunne starte op som forsøg uden at investere for høj en sum i det.

Især synes jeg, at deres idé om, at det er eksperterne, der skal svare på spærgsmål vedrørende eget felt er superforfriskende – ligesom det er betryggende at se, at det er lysten til feedback, der driver værket. Ikke at bloggen bliver oprettet på trods af frygten for ubehagelige kommentarer.

2 tanker om "Sundhedsdialog"

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *