Kategoriarkiv: Forum

Forum nede

Vores forum har været nede i … øhhh … nogle timer? Vi aner så absolut ikke hvorfor, men efter jeg først havde forsøgt mig med en kop te, et stykke kage og en bog i sofaen og set, at det ikke gjorde sagen bedre, legede jeg lidt med config-filen, og nu skulle vi være oppe at køre igen.

Det mærkelige er, at jeg ikke har leget med noget som helst i dag, så jeg er lidt forvirret. Hvis du har tiltusket dig adgang til vores config-fil og leget julemus: Props, baby! Men lad lige være en anden gang.

Hvis forumet igen driller, er du meget velkommen til lige at smide et hint via kontaktformularen eller som en kommentar her i tråden. Jeg kigger kun forbi en enkelt gang om dagen i øjeblikket. Og selvfølgelig tak til Mark for at have gjort mig opmærksom på det i denne omgang. Props til dig også.

Men nu: Spørg løs i forumet!

WordPress DK Forum

Sørme om ikke jeg efter ikke engang to år holder mit løfte og lancerer et dansk WordPress-forum. Selv om Knut allerede har lavet et fremragende et af slagsen på OrdPress.dk, er der alligevel brug for et her på siden også. Og det er efterhånden ikke hverken bare tiltrængt eller en god idé, men en bydende nødvendighed.

Jeg bruger mindst en halv time hver dag på at besvare supportspørgsmål, og det er der jo ingen grund til, når informationerne kan samles til alles brug og når dygtigere mennesker kan svare på fem minutter. Mange mennesker kommer med andre ord til WordPress DK for at finde informationer og hjælp til WordPress – og hvorfor skulle de da næsten gå forgæves. Desuden er WordPress-folkenes forumsoftware, bbPress, ved at være så stabilt og funktionsdygtigt, at det fortjener at have et dansk liv også. Det vil senere blive muligt at hente en dansk oversættelse af bbPress her på stedet, men vi tester lige oversættelsen her nogle dage. Der er nogle ting, jeg ikke er helt sikker på, er oversat rigtigt, så jo mere aktive I er på vores forum, jo hurtigere kan vi i fællesskab få lavet en god oversættelse. Husk på, at vi ikke er eksperter, så jeres bidrag er mindst lige så gode som vores. Ofte sikkert mere kvalificerede.

Nå, men jeg har jo altså installeret noget lignende et officielt dansk WordPress-supportforum. Officielt fordi vi er det officielle danske oversættelsesteam til både WordPress og bbPress – ikke fordi forumet eller siden her som sådan har noget som helst med moderskibet at gøre. Mind mig om at jeg skal have skrevet en disclaimer på et tidspunkt 😉

For efterhånden nogle måneder siden fik jeg overtalt Lars K Jensen til at være forummoderator, men det tog mig jo altså en del længere tid end planlagt at klare min del. Han har derfor også hjulpet til med oversættelsen, så vi nu sammen står for oversættelse og i samklang vil opføre os som konger og baroner og til tider som hæslige diktatorer på forumet. Vi kalder os selv for Key Masters, hvilket betyder, at vi har nøglen til alle funktioner. De andre medhjælpere på WordPress DK er i første omgang ganske almindelige moderatorer, men vil altså også have udvidede beføjelser. Hjælpen skulle derfor aldrig være alt for langt væk.

Vel mødt i forumet!

 Abonner på forumfeed