WordPress 2.3 indførte tags som en medfødt funktion, noget som mange havde ventet på. Tidligere havde mange (inklusive mig selv) brugt plugin’et Ultimate Tag Warrior (UTW). Den medfødte tagging-funktion i WordPress er væsentlig simplere end det UTW tilbød, men ændringer i WP 2.3 gjorde, at UTW holdt op med at fungere med denne version. Jeg må indrømme at jeg ikke er klar over, om der er kommet en opdateret version af UTW. Men det spiller faktisk heller ingen rolle, for jeg har fundet et andet nytting plugin, som udvidder den indbyggede tagging-funktion. Det drejer sig om plugin’et Simple Tags, som også har været omtalt i vores forum, men som jeg alligevel mener fortjener en omtale her på bloggen også.
Tag-arkiv: Tags
WordPress 2.3 på dansk
Så er den nyeste udgave af WordPress klar. Også på dansk. Dette er en stor opdatering, som både laver substantielle rettelser i databasen, dræber nogle nasty insekter og giver dig nye funktioner. Det betyder også, at den måske ikke virker sammen med nogle bestemte plugins og temaer, så giv dig god tid til denne opdatering.
Først og fremmest skal du lave backups af både dine filer og din database. Især databasen er vigtig, så sæt dig ind i, hvordan man gør (via plugin) i stedet for bare at tænke “det går sgu nok”. Det gør det med meget stor sandsynlighed, men tiden til backup er tid givet godt ud.
De tre ting, der vil være de mest åbenlyse forbedringer, er to globalt set meget efterspurgte features. I det daglige vil den nye indbyggede mulighed for tags være primær kilde til glæde (og ganske givet frustrationer hos folk, der er vant til tag-systemer, der kan tusinde flere ting end den nu indbyggede). Der er selvfølgelig også allerede en guide til, hvordan du gør dit tema klar til tags. Derudover er der nu indbygget en funktion, der fortæller dig, om der er opdateringer til dine plugins (se også listen over kompatible plugins). Det er selvfølgelig især lækkert for tåber som mig selv, der har et hav af plugins installeret, men det er helt sikkert noget alle kan bruge.
Som noget nyt har jeg også tilføjet dansk stavekontrol, hvilket forhåbentlig også kan blive brugbart for de fleste (har i hvert fald tidligere været både pr. e-mail og i forumet). Danskificeringen af WYSIWYG-editoren står efterhånden for ca. en tredjedel af arbejdet med oversættelsen, så hjælp meget gerne med den – det er ganske givet knapperne deri, der er dårligst oversat.
Men nu til opdateringen. Sådan gør du, når det er en af de store opdateringer, som det er denne gang:
- Lav backup af filer
- Lav backup af database
- Hent WordPress 2.3 på dansk (eller engelsk, selvfølgelig)
- Deaktiver alle dine plugins
- Skift til standardtema
- Overskriv filerne på serveren
- Gå til dinblog.dk/wp-admin
- Følg instruktionerne
- Opdater plugins (og nyd at WP fortæller dig hvilke)
- Opdater dit tema
Derefter kan du først skifte til det tema, du normalt bruger, og derefter aktivere dine plugins – et ad gangen. Held og lykke med det, og husk at vi holder WordPress DK Meetup 2.3 den 7. oktober, hvis du gerne vil have hjælp til opdateringen.
Rettelser til oversættelsen må meget gerne skrives her, men supportspørgsmål bør stilles i supportforumet, hvor mange flere vil få glæde af svarene.
God opdatering!