Endelig er udviklingen kommet til kommentarerne. Jeg har i et stykke tid tippet på Disqus (Disqus WordPress-plugin) som vinderen af kapløbet mellem dem og IntenseDebate (IntenseDebate WordPress-plugin) og min tidligere favorit, coComment (coComment WordPress-plugin). Alle tre er kommentarsystemer, der ligger et andet sted end selve bloggen. Det vil sige, at alle kommentarer på bloggen bliver synkroniseret med en server, hvor kommentarerne så ligger.
Det betyder, at man kan samle sine kommentarer et sted – og du kan følge andres kommentarer. Desuden har der i et stykke tid været flere muligheder med disse sstemer, end der var indbygget i eksempelvis WordPress.
Disqus har via Mashable annonceret Social Media Comments, Facebook Connect og Seesmic-understøttelse. Det vil sige, at man i kommentarstrømmen ikke kun får klassiske trackbacks fra blogs, men også trackbacks fra Twitter, Flickr, Digg osv. Det er satans smart. Man kan også logge ind via Facebook. Og man kan skyde en hurtig video via Seesmic. Med andre ord, er Disqus på vej til at råde over internettets komentarer. Eller hvad?
Men nej, sådan bliver det måske ikke alligevel. Efter at firmaet bag WordPress (og blandt andet Akismet, Gravatar og PollDaddy), Automattic, har købt IntenseDebate, ser det ud til, at det er der, det hele sker. I dag annoncerede de nemlig, at de nu understøtter plugins. De lagde ud med Seesmic (lige som Disqus), PollDaddy, Smileys og YouTube-videoer. Men som det jo normalt er i Automattic-regi, så er det åbent for andre. Så lur mig om ikke der om meget kort tid er nogen, der har lavet et Facebook Connect-plugin til IntenseDebate også. Og et Social Media Comments-plugin. Og så videre og så videre.
Jeg er så overbevist om, at vi er på vej ind i et nyt kommentar-paradigme nu, at jeg har aktiveret det her på bloggen med det samme. Brug det. Nyd det 🙂