Evaluering af WordCamp Denmark 2013

wordcamp-2013-presentation-laptop_w800Som vanligt var der roundup/evaluering af WordCamp søndag eftermiddag. Og traditionen tro var der også en del kritik af indholdet, annonceringen med videre. Jeg tager gerne en del af kritikken på mig, men vil endnu engang sige, at en WordCamp er hvad du, jeg og alle andre i fællesskabet gør den til. Jeg samler trådene og står for koordineringen og det meste af det praktiske, men jeg kan ikke løfte indholdet og få annonceringen ud til alle. Så mange kender jeg heller ikke. Jeg arbejder med de oplægsholdere, som bliver forslået, og der kommer da heldigvis både forslag og nogle melder sig selv. Med hensyn til annoncering, så bruger jeg de officielle WordPress kanaler, der nu er, og håber på at andre løfter det videre i deres netværk. Der vil altid være nogen, der ikke kan komme eller ikke har hørt om begivenheden, men indenfor de givne rammer var der med ca. 80 deltagere fuldt hus begge dage. Vi havde faktisk lidt svært ved at være der.

Her følger en opsamling.

Flere kvinder tak
Der kunne godt have været flere kvinder. Vi ved, de er derude. Der er f.eks. rigtig mange i WordPress Lab-gruppen på Facebook. Det kunne være rart, hvis de også kom til WordCamp.

Emnerne – for hardcore?
Det kan være kvinderne blev skræmt af at indholdet var for nørdet. Det blev foreslået, at vi favner bredere og sender et signal om, at der også bliver taget hånd om dig, hvis du ikke ved så meget om WordPress. Vi havde til første WordCamp en opdeling i bruger og teknik, men mange var kede af opdelingen og ville helst deltage i det hele, så det blev droppet. Et workshoplokale kunne være en anden mulighed eller også bruge meetups til hygge og support. En foreslog også at dele dagen op med bløde oplæg om formiddagen og de hårde senere, så deltagerne selv kan vælge.

Mere om indhold og starthjælp
Noget der kan tiltrække de mere bløde brugere er oplægsholdere, der fokuserer mere på indhold, men de er svære at få fat på, synes jeg. Vi har prøvet at få fat på modebloggere og lign. der har populære blogs med meget trafik, men de bider ikke rigtig på. I hvert fald er der et løbende behov for at hjælpe nybegyndere, men jeg føler, det er svært at flette ind i en WordCamp på en fornuftig måde.

Netværk udenfor København
Der er jo også folk, der bruger WordPress i resten af landet, og der blev også taget initiativ til at mødes i Jylland, så vidt jeg lige forstod. Jeg håber i hvert fald, at en WordCamp bruges til at oprette noget netværk, som bliver taget med hjem.

WordCamps og meetups
I forlængelse af diskussionen om brugere og udviklere, så kunne vi også holde vores WordCamps stramme og med fokus på udvikling og teknik, men til gengæld lave mere løse meetups, der så vil være gode for nybegyndere. I det hele taget skal der være flere meetups, så der kan komme nogle friske øjne på WordPress i Danmark. Næste meetup kunne jo f.eks. komme ved udgivelsen af 3.6. Vi besluttede også at lave en lukket Facebook-gruppe for WordPress Danmark Admins, det vil sige personer, der vil hjælpe med at løfte WordPress i Danmark, samt en Facebook side.

wc-norwayInspiration fra Norge
Vi var så heldige at have besøg af Arnstein Larsen, Thomas Bensmann og Bjørn Johansen fra Norge. Det var rigtig hyggeligt og så holdt Thomas Bensmann et brandgodt oplæg om responsive webdesign. Jeg fik også talt med Arnstein, der kunne fortælle, at WordPress-fællesskabet er ret stort i Norge. Der er ca. 200 brugere på forskellige brugerniveauer og der kommer 40-60 til deres meetups. Det skyldes to ting. Den ene er månedlige meetups (med sponserede øl og pizza!) og den anden er, at offentlige institutioner i Norge satser stærkt på WordPress. Det giver i kombination stærkt fællesskab. Vi kan ikke gøre så meget ved de offentlige institutioner, da det store dyr i åbenbaringen for offentlige institutioner i Danmark er Drupal (i hvert fald på min kommunale arbejdsplads), men vi kan i hvert fald holde meetups.

Andre forslag
Der blev talt om superuformelle møder på cafeer eller barer. Inspireret af twedagsbar, hvor tweetere mødes. Det blev også foreslået, at der blev oprettet et nyhedsbrev eller lavet en mailingliste. Det er ikke en dårlig idé, men vi har mange WordPress Danmark platforme (se nederst) og det giver mange at vedligeholde. En her og nu løsning, som har været der et stykke tid, er at tilmelde sig bloggen her på wp-danmark.dk. Det fungerer fint og de vigtige ting, såsom WordCamps, bliver i hvert fald annonceret der.

Lad mig runde indlægget af med at takke Carsten Riis for noterne og med at liste de forskellige WordPress i Danmark kanaler. Dem som jeg kender i hvert fald.

Officielle
wp-danmark.dk
udvikling.wp-danmark.dk
wp-danmark.dk/forum
da.wordpress.org
twitter.com/wordpressdk
WordCamp Danmark – side på Facebook
WordPress Danmark – side på Facebook – tak til Kenni
WordPress Danmark Admins – tak til Kenni
meetup.com/WordPress-Copenhagen/ – tak til James

WordCamp
denmark.wordcamp.org – afviklet og indekseres ikke af Google
2011.denmark.wordcamp.org – afviklet og indekseres ikke af Google
2013.copenhagen.wordcamp.org
wordpress.tv/?s=denmark

Uofficielle (eller hvad vi nu skal kalde det)
WordPress Lab – gruppe på Facebook – tak til Lisbeth
WordPress fans – gruppe på Facebook
WordPress Danmark – gruppe på Facebook
WordPress Danmark – gruppe på Google+

Der er sikkert flere, så jeg vil samle dem på hjælp-siden og vil prøve at beskrive dem. Bare skriv, hvis du vil gøre opmærksom på en dansk WordPress-ressource.

4 tanker om "Evaluering af WordCamp Denmark 2013"

  1. Rene (amras)

    Hejsa Mark

    Super fedt med denne opfølgning, jeg selv arbejder hårdt på at lave en slags meetup i Århus, efter en god potion inspiration til wordcamp. Efter sommerferie skulle jeg gerne være klar med det først af slagsen så må man jo bare se om folk gider at møde op 🙂

    Svar
    1. Mark Thomas Gazel Forfatter

      Bare lav Meeetup. WordPress er eksploderet i de sidste par år, så nogen skal nok komme. Og ellers så hyg jer. Uanset hvor mange I bliver. Dem, der kommer, skal nok være glade og næste gang kommer der flere.

      Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *