Kongen er død. Længe leve kongen!

Det måtte jo komme. Jeg dropper tovholdertjansen for WordPress i Danmark. Ikke kun fordi jeg bor i Mozambique – det ville dybest set ikke være noget større problem – men mest af alt fordi jeg i flere år ikke har haft mulighed for at bruge den tid på det, jeg gerne ville og som det ekstremt levende community i Danmark fortjener. Især meetups og forumet har givet WordPress en prominent placering i Danmark, men jeg må også indrømme, at begge dele har nogle år på bagen, og at begge dele har levet højt på alle andres store indsatser. Nu er Brian Brandt og Mark Thomas Gazel ved at arrangere WordCamp, og det ser jeg som en opportun lejlighed til at give guide-paraplyen videre.

Den klart største bidragyder i forumet er selv samme Mark Thomas Gazel, som oven i købet har været med fra sådan ca. starten. Og han har uden tvivl ydet en langt større indsats gennem årene end jeg ville kunne gøre på 20 år her på WordPress.dk. Heldigvis for WordPress og heldigvis for alle bloginteresserede i Danmark har han sagt ja til at overtage tovholdertjansen.

Mark er som sagt i øjeblikket ved at arrangere WordCamp Denmark og får hermed også fornøjelsen af resten af WordPress DK-porteføljen, som består af da.wordpress.dk, wordpress.dk og vores Twitterprofil. Disse tre kommunikationskanaler dækker over oversættelserne af WordPress (Web, iPhone, Android, Blackberry), bbPress og BuddyPress, supportforumet, oversigt over danske temaer og plugins samt dansk dokumentation. Han skal desuden også stå for at arrangere meetups og kommende WordCamps. Med andre ord skal han ganske givet have noget hjælp.

Og her kommer vi til dig, kære WordPress.dk-læser. Du skal nu overveje, om ikke du skulle give en hånd med. Mark kan måske selv overskue det hele, men hvis han pludselig efterspørger hjælp, kunne det være fedt, hvis dem, der har lysten til at hjælpe, allerede har overvejet, hvad man ville kunne hjælpe med. Du har listen ovenfor – hvor kan du hjælpe?

Det har hele tiden været min forhåbning, at alt, hvad der er relevant i dansk kontekst om WordPress ville blive samlet et sted. Jeg har lavet WordPress.dk for at hjælpe alle de danskere, der ikke kan manøvrere rundt på engelsksprogede sites og jeg synes, at de fortjener al den hjælp, de kan få, på ét sted. Der er efterhånden kommet en del andre rigtig gode danske sites om WordPress, og det er selvfølgelig en kæmpestor gevinst for alle. Dog håber jeg blot, at ejerne af disse sites vil blive ved med at hjælpe flittigt i vores supportforum, for det er nogle af de dygtigste wordpressere der er her i landet. Tak for indsatsen folkens. Bliv ved med at hjælpe danskerene, open source-verdenen og i særdeleshed WordPress!

Jeg selv vil selvfølgelig stadig være at finde blandt WordPress’ største fans og forhåbentlig stadig skrive nogle få indlæg nu og da både her på bloggen og i forumet. Men åbenlyst kun under den forudsætning, at Mark giver mig lov til at beholde rettighederne til den slags 🙂

Happy blogging!

PS.: Undskyld jeg kalder mig selv “Kongen” i titlen. Det var mere for at få lov til at kalde Mark det. Marky Mark Snizzle-Gazel, King of WordPress DK. BOOM. 🙂

Oplæg til WordCamp 2010 program

Vi har forsøgt at sætte et program sammen, som kommer rundt om en masse spændende emner indenfor WordPress.

Vi satser på to sideløbende programmer, en for de teknisk mindede og en for brugerne/begyndere. Ind imellem kommer der selvfølgelig lidt frokost, og måske skal der fyldes lidt mere tid ind imellem de forskellige foredrag, men dette er også kun oplægget til at starte med.

Vi kunne godt tænke os at høre, hvem I mener, der skal holde et foredrag om emnerne, og måske om I selv har evnen til at tage et af emnerne.

WordCamp 2010 program
Taler:
Lørdag
09.00 Start taler WordPress nu og fremtid
10:00 – 11:00 Teknik WordPress MU
Bruger Blogging 101 – wordpress for begyndere
11:00 – 12:00 Teknik Analytics og WordPress
Bruger Professionel blogging
12:00 – 13:00 Frokost
13:00 – 14:00 Keynote Speaker: Emne ?? Matt Mullenweg
14:00 – 14:45 Teknik Det danske wordpress community / deltag!
Bruger Corporate blogging
14:45 – 15:30 Teknik Theme framework – childthemes, hooks og functions
Bruger Tjen penge ved at blogge
15:30 Afslutning og netværk
Søndag
09:00 Morgenmad og netværk
10:00 – 11:00 Teknik Buddypress
Bruger Top 10 plugins
11:00 – 12:00 Teknik Søgemaskineoptimering WordPress
Bruger Video / podcast / billede blogging
12:00 – 13:30 Frokost
13:30 – 14:30 Teknik Teknikker til at lave WordPress themes
Bruger WordPress som CMS
14:30 – 15:30 Teknik Medlemssites – plugins og funktioner
Bruger Community i WordPress
15:30 Afslutning og netværk

Godt nyt fra Automattic

Folkene bag wordpress.com, Automattic, har lige ansat to meget gode mennesker. To personer, der nu på fuld tid kan hjælpe med at udvikle til WordPress.

Ian Stewart

Ian Stewart er manden bag temaet Kirby, som bliver det nye standardtema med næste udgave af WordPress (Kubrick burde have været skiftet ud for et par år siden). Men ikke nok med det. Han er også manden bag et af de bedste tema-frameworks derude. Det hedder Thematic og alle hans child-themes er nu gratis at hente. Og ikke nok med det. Hans blog, Themeshaper, bliver det nye hjem for et hold af temaudviklere hos Automattic. Det er suverænt gode nyheder, for det er lige nøjagtig temaer, der i nogle år har været den manglende ting fra WordPress’ side. Jeg ser det her som endnu et skridt imod at blive et af de bedste CMS’er i verden, hvor der ikke blot er fokus på blogging, men også klassiske websites (fx Magazine Themes) og sociale netværk (BuddyPress Themes).

Viper007Bond (Alex)

Viper007Bond er også blevet fastansat hos Automattic. Viper007Bond står bag Vipers Video Quicktags, hvoraf den væsentligste del nu er blevet en del af core. Så det er ham, I kan takke for, at I bare kan sætte en YouTube-url ind i et blogindlæg og vupti, så er videoen embeddet. Han har også lavet WordPress Admin Bar, YOURLS og mange flere rigtig gode plugins. Væsentligst af alt betyder det derfor, at vi kan regne med, at hans seje plugins bliver ved med at leve. Og at fokus igen bliver øget på ting rundt om core. Jeg har været lidt bange for, at hans plugin-skills skulle forsvinde fra communitiet, lige som Lester Chan/GaMerZ. Det sker efter alt at dømme ikke nu.

WordCamp Denmark 2010 – nu med officiel side

Som René så rigtigt skrev i en kommentar, så kunne vi bare spørge Maya Desai efter subdomænet ‘denmark’, som i ‘denmark.wordcamp.org’. Som sagt så gjort. Så fik jeg samtidig gjort WordPress-kernen opmærksom på vores WordCamp. Maya skriver i øvrigt, at hvis der kommer en fra Automattic, så skal vi ikke bekymre os om udgifterne til transport, ophold osv.

Jeg har tilladt mig lige at fylde lidt indhold på siden.

Det er jo alt sammen lækkert, men nu står vi i den situation, at vi både har ‘wordcamp.dk’ og ‘denmark.wordcamp.org’. Skal vi lade den ene adresse pege på den anden eller bruge dem begge på hver sin måde? Nogen bud?

Jeg har en ide om, at vi kunne bruge http://denmark.wordcamp.org som den officielle side. En slags online flyer for arrangementet. Også fordi det er den hostede .com-udgave af WordPress, der bruges, så det er lidt begrænset, hvad man ellers kan lave af narrestreger.

Adressen wordcamp.dk kunne så bruges mere som et arbejdsredskab. Det kunne f.eks. sættes op med miniblogger temaerne Prologue eller P2, hvor forslag kan smides op til diskussion, muligheder og begrænsninger kan vendes og det kan annonceres en forelæser har givet sit tilsagn om at komme, en ny sponsor er i hus, eller noget andet falder på plads. Kort sagt, alt hvad der foregår bag kulisserne, indtil det hele går i gang. Man kan også sige, at wordcamp.dk er mødet og denmark.wordcamp.com er referatet fra mødet.

Men det kunne også blive noget rod med to sider og evt. diskussion og planlægning kan princippet også foregå her eller i forrummet eller et tredje sted.

Hvad sige I andre?

WordCamp 2010 – Sponsorer

WordCamp 2010 er et “open source” arrangement, og derfor står der ikke noget decideret firma bag. Det gør også, at der ikke, som udgangspunkt er penge til rådighed – men alle der har arrangeret sådan noget før, ved godt, at det stadig koster penge.

Der vil være udgifter til lokaler, gaver til foredragsholdere (evt kørselsgodtgørelse), markedsføring, håndtering af betalinger og den slags ting som alle koster lidt.

Arrangementet skal gå i nul – der er ingen, der kommer til at tjene noget, udover alle deltagerne, der får en fantastisk dag. Derfor vil det også være sådan, at jo flere penge, der bliver sponsoreret, jo billigere vil deltagelsen blive.

Derfor søger vi sponsorer

Vi vil gerne have så mange sponsorer som muligt, og det kan du blive på flere forskellige måder:

  • Kort og godt et kontant beløb
  • Forplejning til alle deltagere
  • Forfriskninger, sodavand, kaffe, frugt, vand, etc.
    (evt. kunne du lave nogle vandflasker med dit logo på)
  • Markedsføringsmateriale (bannere i forskellige størrelser (til web))

Fordele for sponsorer

Vi kan tilbyde sponsorere:

  • at de bliver nævnt på hjemmesiden som sponsorer.
  • at de får deres logo på trykte bannere, der vil hænge ved de forskellige foredrag
    (jo flere penge du sponsorerer med, jo større bliver dit logo på bannerne)
  • mulighed for at opsætte en stand, hvor de kan udlevere markedsføringsmateriale til deltagere

Har du lyst til at sponsorere, kan du kontakte:

Brian Brandt : brian (snabela) wpdk.dk

Mark Gazel : markgazel (snabela) gmail.com

WordCamp 2010 – Emner til foredrag

WordCamp 2010 skulle gerne blive et brag af et arrangement, og til det kræves der også et rigtig stærkt program. Derfor vil vi gerne have forslag til, hvilke emner vi skal have foredrag om og gerne med forslag til, hvem der skal holde de foredrag.

To linjer – teknik og bruger

Vi har i tankerne at køre to forskellige spor.

Et for alle WordPress-nørderne, der kan høre foredrag om smarte tricks til themes, plugins, søgemaskineoptimering og andre mere tekniske aspekter af WordPress.

Et for alle WordPress brugere, hvor det bliver en mere generel snak om brugen af WordPress, markedsføring af en blog, blogging for virksomheder og den slags.

Nogle tanker vi allerede har gjort os:

  • En kendt blog om hans/hendes brug af blog. F.eks. Dorte Toft om IT factory skandalen.
  • Et oplæg fra et firma, som bruger WordPress til deres kunder.
  • En amatør som bare elsker WordPress og dets muligheder.
  • Noget om fotoblogs, videoblogs eller podcast blogs.
  • Mere nørdede indslag om plugins, themes kernekode og den slags.

Vi glæder os til at høre dine forslag.

Lad os oversætte i flok!

Nu krammer WordPress endelig, at vi sammen oversætter WordPress. Selvfølgelig med deres eget software, GlotPress. Jeg vil selv stadig stå for godkendelse og mainstreaming af oversættelserne, men der er absolut intet til hinder for, at lige nøjagtig DU giver en hånd. Lige nu er det kun WordPress trunk, der er klar på translate.wordpress.org, men inden længe vil også bbPress og BuddyPress være klar til at blive oversat på selv samme sted.

Hvad du kan gøre for at hjælpe lige nu (ja, lige nu!):

Jeg vil forsøge at huske at skrive et indlæg her, når der mangles hjælp til bbPress og BuddyPress. Men indtil da: God blogsystemsoversættelsesglæde!

WordCamp 2010

Der har nu i en måneds tid været snak om at vi vil afholde et WordCamp 2010 – se tråden på forummet.

Datoen på WordCamp 2010 er sat til d. 15. og 16. maj.

Arrangementet vil foregå i København i Vesterbro Kulturhus.

Hvad er et WordCamp ?

Et WordCamp er et arrangement, hvor vi i to dage udelukkende snakker om WordPress. Det bliver to dage, hvor der kommer forskellige foredragsholdere, der vil dække vidt forskellige områder indenfor WordPress.

WordCamps har foregået de sidste par år rundt om i verden, og nu vil vi forsøge i Danmark.

Der skal bruges hjælp til WordCamp

For at kunne gennemføre et så stort arrangement, skal der bruges hjælp til rigtig mange forskellige ting. Hele arrangementet skal jo i WordPress’ Open Source ånd bare løbe rundt, og derfor vil det være frivillige kræfter, der kommer til at stå bag.

Planen er, at der kommer en leder for hvert sit område, som har ansvaret for enten selv at udføre opgaven, eller uddelegere til flere/andre.

De opgaver der skal bruges hjælp til er:

  • At finde sponsorer
  • Stå for at tage imod betaling af billetter og fakturere folk
  • Organisering af mad og drikkevarer
  • Finde foredragsholdere
  • Kontakte WordPress.com om en smule hjælp
  • Holde en side opdateret om WordCamp nyheder
  • Markedsføring af projektet

Så meld gerne ind på, hvilken opgave du kan tage ansvaret for. Der kan sagtens være flere om opgaven, men der kan kun være en leder – så meld dig bare ind på en opgave i kommentarerne.

Kontaktpersoner:
Brian Brandt: brianbrandtmadsen@gmail.com
Mark Thomas Gazel: markgazel@gmail.com

Domænerod

Jeg skal have hjælp af jer, de danske wordpressere, igen. Vi har aldrig selv haft kontrol over domænet, wordpress.dk, som ejes af Per Søderlind. Han har dog været så venlig at udlåne det til os i snart 5 år. Det har ikke været uden problemer, men vi bør stadig være meget taknemmelige. Tanken var dengang at lave et fællesnordisk samlingssted for WordPressere. Sådan gik det ikke i første omgang, og jeg anser det derfor som ret naturligt, at vi snart selv overtager domænet. Enten mig, eller en af de meget aktive forumfolk. Det er såmænd ikke væsentligt. Det skal blot være en, der er en del af det danske WordPress-community. Synes jeg.

Nu har Per Søderlind ikke betalt for domænet. Jeg kontaktede ham igen for et par dage siden, men har (som det har været tilfældet det sidste års tid) ikke fået svar. Frank har været så snarrådig og fået dk-hostmaster til at åbne for adgangen til siden igen. Men jeg har talt med dem, og de siger, at det ikke bliver ved med at være åbent, hvis det ikke bliver betalt. Vi har derfor tre muligheder:

  1. Vi kan betale for domæne og bøde og sørge for at sitet forbliver åbent. Per Søderlind vil blive ved med at eje det, men går måske en dag med til at overdrage det til os (den hurtige og sikre løsning).
  2. Vi kan igen og igen minde Per Søderlind om betale. Per Søderlind vil blive ved med at eje det, men går måske en dag med til at overdrage det til os (mellemløsningen, som kan gå begge veje).
  3. Vi kan håbe på, at Per Søderlind ikke betaler. Vi kan derfor overtage domænet om knap tre måneder. Sitet vil være nede i et par måneder i mellemtiden (den langsigtede løsning).

Hvad skal vi gøre?

WordPress til Android

Så kom der også en WordPress-app til Android. Den er på ingen måde lige så veludviklet som app’en til iPhone, men det er dejligt at se, at der nu endelig er en officiel WordPress-app. Hvis du besøger WordPress.dk fra din Android-telefon, kan du hente WordPress-app’en på Android Market direkte herfra.

Jeg er især vild med kommentar-notifikationerne, som ikke fandtes i min hidtidige yndlings-blogging-app til Android, wpToGo (WordPress-app’en er rent faktisk en nyere udgave af wpToGo). App’en virker på selvinstallerede WordPress-verioner fra 2.7 og nyere og til alle WordPress.com-blogs.