Forfatterarkiv: René Clausen Nielsen

Om René Clausen Nielsen

Startede med at oversætte WordPress til dansk i 2004 og har siden startet wordpress.dk. Blogger også om nørdede ting på sin egen blog på shevy.dk. Personlige ting foregår på The Wizards of Moz. Følg ham også på Twitter som shevy.

Hvis du bruger et andet tegnsæt end UTF-8

Dette er et lidt nørdet indlæg for mange, men ikke desto mindre et tilbagevendende problem for flere af dem, der kontakter mig pr. e-mail. Desuden har det, så vidt jeg husker, også været vendt i forumet, så her kommer en lille tale om UTF-8 vs. ISO-8859-1. Der er både forsvarstale og løsningsforslag, så læs blot videre.

UTF-8 er standard på alle WordPress-blogs, og den danske oversættelsesfil bliver kun oversat i UTF-8. Af en grund. Fire, faktisk. Men der er stadig nogle, der af uransagelige årsager især insisterer på at bruge ISO-8859-1. En del af dem, der vælger det, gør det af den simple årsag, at de inkluderer en blog på en side, der allerede er kodet i ISO-8859-1. Dem, der installerer en stå-alene-WordPress-blog og manuelt går ind og retter til ISO-8859-1 er ganske givet bare udenfor web-logisk rækkevidde. Arrrhhhh, ok. Men det er virkelig ikke den bedste løsning.

  1. Resten af WordPress er kodet i UTF-8
    WordPress-kildekoden er kastet ind i (hovedsageligt) php-filer, der er kodet som UTF-8. At lave en oversættelsesfil som andet (dvs. ISO-8859-1 virker meget ulogisk. At bruge entities er derfor eneste logiske alternativ.
  2. Entities gør teksten sværere at læse for oversætteren og skaber derfor større risiko for fejloversættelser.
    Når vi som oversættere skal skrive de danske sætninger, bliver det lynhurtigt uoverskueligt at læse korrektur på teksterne, hvis der inkluderes entities. Det kunne eksempelvis give følgende  oversætelse:
  3. Entities bliver ikke læst rigtigt i e-mails.
    Hvis man bruger entities i oversætelsesfilerne, kommer de til at stå i de e-mails, der bliver sendt ud fra bloggen. Både til administrator og brugere. Det er selvfølgelig på ingen måde hensigtsmæssigt. Kunne man kode de tekststrange, der sendes ud pr. e-mail som UTF-8 og resten af oversættelsesfilen med entities? Ja, det kunne man måske godt.
  4. Oversættelser af plugins og temaer er ofte UTF-8
    Når en eller anden Yderst Venlig Person sætter sig ned og oversætter et tema eller et plugin, som ikke er klargjort til oversættelse, finder obversættelsen sted i kildekoden. Det kan ikke forlanges af disse Yderst Venlige Personer, at de sætter sig ind i tegnsæt, entiteter osv. og at de ikke falder i  korrekturfælden i #2.

Alt i alt kan jeg kun sige: Brug nu for fandengalemig og krafthelvede bare UTF-8!

Nååååå nej, der var jo disse hersens integreringsmennesker, som på det nærmeste er tvunget ud i at lave bloggen til ISO-8859-1 (eller i meget få tilfælde et andet tegnsæt). Dem vil vi også gerne have til at bruge WordPress. På dansk, vel at mærke. Så er det godt, vi har en entrepenant finsk ven i Kimmo Suominen. Han har nemlig brygget et par plugins, som vi forsøger at få inkluderet i selve WordPress-koden. Men det har vist lange udsigter. Især fordi de kræver, at din host kører modulet iconv, hvis de bruger PHP4 (det er standard i PHP5).

Det ene plugin, som er det, der er klart mest relevant for de fleste, er Character Set Conversions. Og ja, det gør, hvad det siger. Laver UTF-8-tegnene om til det tegnsæt, du bruger. Det andet plugin, som kan blive nødvendigt for nogle få, er Multibyte Mail, som praktisk taget gør det samme for dine WordPress-e-mails, som Character Set Conversions gør for selve bloggen.

Moralen i denne historie, spørger du? Det skal jeg sige dig. Brug UTF-8, hvis du har mulighed for det. Hvis du ikke har det, er der stadig ingen grund til at finde et andet værktøj. Det er de uanede mængder af plugins og temaer, der gør WordPress til det klart bedste blog- og minicms-værktøj på markedet i øjeblikket. Det er bare om at komme i gang.

Tags: , , , , ,

WordPress DK Hugger til når det er nødvendigt

Jeg er gået hen og har fået en bedstefars humor. Det er I nok lige så kede af som jeg er, men ikke desto mindre.

Nå, men. Hvorom alting er, så har vi på WordPress DK tilknyttet endnu et fast medlem. Søren Hugger Møller, som på sådan ca. alle tider af døgnet tosser rundt i forumet under pseudonymet spiri med alle mulige gode idéer, løsninger og forslag, er hermed en del af familien. En familie der lader til at være frugtbar til trods for det manglende kvindelige islæt. Well well.

Byd ham hjertelig velkommen. Det er en glædens dag.

Bruger nummer 250 nærmer sig

Så er vi snart 250 brugere i forumet. Det er jo også en slik. Selv om det måske varer et par måneder før vi rammer det tilnærmelsesvis runde tal, vil jeg hermed udlove en WordPress-t-shirt til bruger nummer 250. Den er i størrelse large, men klæder enhver uanset korpusstørrelse. Det er jo WordPress. Og så er den rød.

Dann fra dape.dk skal også have en t-shirt. “Hvorfor Dann?” spørger du så nok. Det skal jeg sige dig. Som den eneste oprettede han en profil på forumet den 3. august 2007. På treårsdagen for min første oversættelse af WordPress. Det er sgu stilet. Derudover må I meget gerne tage et ekstra kig på hans spørgsmål, som nok er lige nørdet nok for de fleste af os. Derfor får han også en t-shirt, som er en kende mere nørdet – sponsoreret af hedengangne nerd-o-rama. Som FAlbum-mand, regner jeg med, at Dann tager billede af sig selv med t-shirten på, så I kan se, hvad jeg taler om.

Hvordan gik det egentlig med bruger nummer 100,  Signe? Lisa lovede at hjælpe hende med noget tematilpasning, og det ser jo godt ud derovre hos Vendbar.dk. Har Signe selv klaret det, eller har Lisa været på arbejde?

WordPress 2.2.2 og 2.0.11 på dansk

Så kunne jeg få mig n***et sammen til at få lavet de danske versioner af de nyeste udgaver af WordPress. Som beskrevet på udviklingsbloggen, så er der tale om sikkerhedsrettelser og insektudsmatning, så der er ingen større ændringer. Det betyder én væsentlig ting: Hvis din blog i forvejen var up-to-date, er der ingen ændringer, der kan finde på at ødelægge dine plugins eller dit tema. Derfor, hvis du allerede bruger version 2.2.x:

  1. Hent WordPress 2.2.2 på dansk
  2. Overskriv den gamle version

Så er den prut slået. Hvis du kører 2.1.x:

  1. Lav backup af både filer og database
  2. Deaktiver alle plugins (og skift evt. til standardtema)
  3. Hent WordPress 2.2.2 på dansk
  4. Overskriv de gamle filer med den nye version
  5. Gå til dinblog.dk/wp-admin

Hvis du derimod stadig bruger 2.0.x og ikke har tænkt dig at gå videre til næste niveau endnu:

  1. Lav backup af både filer og database
  2. Deaktiver alle plugins (og skift evt. til standardtema)
  3. Hent WordPress 2.0.11 på dansk
  4. Overskriv de gamle filer med den nye version
  5. Gå til dinblog.dk/wp-admin

Fejl, mangler, rettelser osv. i forbindelse med disse to udgaver er velkomne i kommentarsporet til dette indlæg, mens generelle supportspørgsmål kan stilles i forumet. IKKE PR. E-MAIL!

Giv den gas med bloggeriet!

Hvad så nu, Jake?

Jacob Nielsens svada mod blogs’ intetsigende korte og ikke-underbyggede indhold er nu blevet udfordret af det ny tema til WordPress kaldet “CommentPress“.

CommentPress er udviklet af “The Institute for the Future of the Book“, som er en samling intellektuelle, der ser på de nye mediers udfordringer overfor den gode gamle bog. CommentPress er et tema, hvor man både kan kommentere på de enkelte afsnit i indlægget og på hele indlægget som helhed. Det betyder, at især lange artikler med mange emner nu kan blogges uden at opfordre til en uoverskuelig i alle retninger stikkende kommentarstrøm. I stedet er netop de seriøse og velresearchede artikler, som Jakob Nielsen plæderer for, nu oplagte i blogsammenhæng. Og selv om Niels fra SocialSquare overvejer, om det overhovedet er en blog længere, så synes jeg nu ikke, det er nødvendigt. Bloggen kan stadig det samme, men indbyder til endnu længere indlæg med endnu mere specifikke kommentarer. Og ja, indlæg har altid måttet være lange på en blog.

Eksempler på brug af CommentPress:
Gamer Theory (moderskibet)
The Untitled Document
GrundlovsDebat (se også Jeppes indlæg om CP)

WordPress 2.2.1 på dansk in da house

WordPress er nu blevet udgivet i version 2.2.1, som dybest set er en opdatering med rettelser og sikkerhedsopdateringer. I alt er der blevet rettet 43 fejl i disse filer. Ingen fancy-schmancy nye dimser og dingenoter. Men læs det lige igen. Jeps, sikkerhedsopdateringer. Det betyder, at du SKAL tage et minut eller to ud af din kalender og opdatere. Og det er jo heldigvis enormt nemt – især fordi der denne gang ingen databaseopdateringer er. Hvis du opdaterer fra WordPress 2.2:

  1. Hent WordPress 2.2.1 på dansk
  2. Overskriv din gamle version

Tadaaa.

Hvis du derimod opdaterer fra en tidligere version, så er det den gamle trædemølle:

  1. Lav backup af både filer og database
  2. Deaktiver alle plugins (og skift evt. til standardtema)
  3. Hent WordPress 2.2.1 på dansk
  4. Overskriv de gamle filer med den nye version
  5. Gå til dinblog.dk/wp-admin

Tadadadadaaaaa.

Forum nede

Forumet er nede lige nu. Jeg aner ikke hvorfor og har ikke ftp-adgang fra arbejde, så jeg regner med, at det er en serverdims, der driller og at det altsammen løser sig selv inden længe. Sorry.

(tak til Roar Johansen for at gøre mig opmærksom på det)

UPDATE 13:05:  Forumet kører nu igen. Efter meget hurtig support fra Gigahost er fejlen fundet. De har lige opdateret til seneste PHP 4.x og til Apache 2.2, hvilket fik AllowOverride til at drille lidt. Og det bruger vi i forumet. Såmænd.

WordPress på Jaiku

Som en lille information til de mest nørdede af jer kan jeg fortælle, at jeg i dag oprettede en WordPress-kanal på Jaiku (feed). Den er egenlig åben for alle, så forvent at meget kommer til at foregå på engelsk. Eller nok ikke så meget – nærmere at det, der kommer til at foregå, bliver på engelsk. Jeg har lidt svært ved at se, at en dansk kanal skulle have relevans på nuværende tidspunkt, men jeg har også lavet en sådan – bare for at sidde på administrationen af den, hvis det engang i fremtiden skulle blive nyttigt (kald mig gerne Diktatorisk Svin). Den danske kanal hedder sjovt nok WordPressDK og den har sandelig også et feed.

Jeg har i første omgang hevet feeds ind fra WordPress DK, OrdPress, WP-Tips og WordPress-kategorierne hos BlogBusters og ProBlog. Det burde vist være rigeligt, eller glemmer jeg en vigtig kilde?

Hvis du vil bruge en af WP-kanalerne skal du selvfølgelig have en profil hos Jaiku. Derefter skal du såmænd bare gå til den valgte kanal, tilføje den som ven og derefter skrige ud i æteren fra kanalens side. Hvis du vil bruge mobiltelefonen, men ikke bruger en af mobilklienterne, kan du fra din mobiltelefon skrive en engelsk sms, som begynder med #wordpress til +467374940501, eller en dansk til samme nummer, der starter med #WordPressDK.

Husk også, at der selvfølgelig er et WordPress-plugin til Jaiku. Det kan både sørge for at vide sine Jaikus på bloggen og til at Jaiku direkte fra WordPress. Største forhindring for mange vil være, at man SKAL have PHP5 for at bruge det. Bugger.

Tags: , , , , , , ,

Mon ikke der snart udskrives valg

Jacob Bøtter fra Connecta fortæller på Jaiku, at de just har åbnet for Anders Fogh Rasmussens blog. Somewhat proudly powered by WordPress får han også nævt i en bestialskt sarkastisk kommentar. Altså Bøtter. I like.

Bloggen er den klassiske slags med billede af herren selv, seneste kommentarer, arkiv, søgning og så også et kommentar-kodeks, som dybest set bare skal fortælle læseren, at vedkommende skal opføre sig ordentligt. Der er flere punkter, der tager sig af den side, men to punkter lyder forholdsvis indgribende i debatten:

  • Indlæg skal skrives uden reference til navngivne privatpersoner
  • Indlæg med reference til konkrete enkeltsager vil ikke blive offentliggjort

Uden reference til navngivne personer? Så bliver det hele meget hurtigt enten meget anti-blogsk abstrakt eller så tåkrummende ligegyldigt, at bloggen lige så godt kan falde om og dø. Når der samtidig ikke må kommenteres på enkeltsager, synes jeg, at det hele bliver lidt overflødigt.

Hans første indlæg, hvor han (eller hans ghostwriter, who knows?) skriver under titlen “Velkommen til min første blog på nettet” (min kursivering) går meget ud på at fortælle, hvor meget han får ud af at rejse rundt i landet. Det er ganske elskværdigt, men til de politiske møder, jeg har været til, har næsten alle spørgsmål været orienterede mod enkeltsager eller om enkelte personer.

Jeg håber ikke, at han afskærer sig fra den slags, men i stedet først (lader sine medarbejdere) slå ned, når et af de andre meget fornuftige punkter overtrædes. Det vil sige hvis kommentaren ikke overholder god takt og tone.