Tag-arkiv: WordPress

Hjælp med at redde verden

Intet mindre.

WordPress støtter aktivt Social Actions‘ kampagne “Change the Web Challenge“, hvor de op- og udfordrer alle verdens udviklere til at finde på løsninger, der kan gøre det nemmere at tage aktiv handling og støtte gode formål på blandt andet blogs.

Social Actions er (måske væsentligst af alt) en sådan-hjælper-du-verden-søgemaskine. En database over måder at hjælpe på. Der er allerede lavet to WordPress-plugins, der understøttes af Social Actions. Det drejer sig om “Related Ways to Take Action” og “Possibly Related Classroom Projects“. Førstnævnte tager udgangspunkt i de ord, du skriver i dit indlæg og foreslår gode måder at støtte kampen mod omtalte problemer. Sidstnævte gør det samme blot kun med projekter fra DonorsChoose.org.

Hvis du har en god idé og undrer dig over, hvordan du smooth and simple skriver et WordPress-plugin, kan du tage et kig på hjælpesiden “Writing a Plugin“. Du kan eventuelt tage udgangspunkt i et af de mere end 4.000 plugins, der allerede findes. Du har muligheden for at vinde 5.000 dollars (lov mig at give en del af præmien til et godt formål 😉 ).

Hvorfor vi ikke bruger det her på siden? Fordi jeg ikke kan få det til at virke fordi vores server ikke kører cURL? Suk.

Nyt design

Som de af jer, der ikke læser dette i en feedreader, kan se, så har vi fået nyt design. Det er for så vidt ikke endeligt, men det … øhhh … er. Forumet er også kommet i nye klæder. Så deeet.

Vi mangler stadig at genskabe nogle af de indlæg, vi mistede, så hvis du ligger inde med noget i din feedreader, modtager vi gerne på rcn@wordpress.dk.

Og ja, oprettelse i forum – og hvad der ellers har med udsendelse af automatiske e-mails at gøre – virker stadig ikke. Endnu. Men da er du altid velkommen til at skrive til adressen ovenfor.

Lille opdatering til oversættelsen af WordPress 2.7

Som mange af jer formentlig har gjort, har jeg også opdateret til WordPress 2.7.

Lige nu opdagede jeg desværre en lille svipser i oversættelsen, som jeg nok må tage på min kappe. På dit “dashboard”, eller på dansk “kontrolpanel”, står der under “Nye kommentarer” følgende:

Fra %navn% den %titel på indlæg%

Det er jo en fejl, der skal stå “til” i stedet for “den”. Jeg har uploadet nye sprogfiler med rettelsen. Det eneste du skal gøre er at højreklikke på de to link herunder, vælge “Gem destination som” eller “Save link as”, eller hvad det nu hedder i din browser og uploade dem til \wp-content\languages i din WordPress-installation. Piece of cake :-)

Her er de to filer, du skal bruge:

Når du har uploadet dem dertil, vil du opdage at fejlen på dit “dashboard” er rettet. Jeg skal selvfølgelig beklage fejlen.

Bemærk: Dette retter også “installeret” til “installerede” under “Plugins” i venstremenuen i administrationsinterfacet.

Problemer på WordPress.dk

Der har i et stykke tid været en del forskellige problemer på WordPress.dk. I forumet er der fejl i udsendelser af e-mails og her på bloggen er der også dømt sovjetæstetik. Det toppedes så i dag af regulære databaseproblemer. Derfor er der nogle forumindlæg og en enkelt kommentar på bloggen, der har måttet lade livet. Det beklager jeg selvfølgelig.

Jeg kæmper videre – og flytter måske snart siden til en nyt hotel. Eller flytter forumet til da.wordpress.org. Time will tell.

Undskyld, men glæd jer over, at WordPress 2.7 er ude. Også på dansk (og tuuuusind tak til Lars K for enorm assistance). Det er en meget meget fin årgang.

WP 2.7 på dansk er i pipelinen

Ro på bollerne ahoy. WordPress 2.7 er på gaden i den engelske udgave, og Lars K og jeg er i fuld sving med at oversætte. Desværre har vi også det der jobs, så vi er bedre på den lange bane end den korte.

Men bare for lige at melde ud: Vi er i fuld sving, og der går ikke dage, men nok nærmere timer. Måske en del af dem, men lur mig om ikke vi har en dansk udgave af den faktisk rimelig fantastiske WordPress 2.7 senest i morgen.

I mellemtiden kan nogen finde på et sted at være til WordPress DK Meetup 2.7 – og overveje en dato. Anyone?

The Matrix-påskeæg i WordPress 2.6

Hvis du lige har et par minutter til overs og har mod på lidt halvnørdet spas, så tjek dette påskeæg/easter egg i WordPress 2.6, som Donncha har skrevet om.

  1. Redigér et indlæg
  2. Scroll ned til “Indlægsrevisioner”
  3. Klik på den seneste revision
  4. På den næste side markerer du checkboxen ud for den samme revision
  5. Klik “Sammenlign revisioner”
  6. Du er fanget i The Matrix

Hvis du ikke kan få det til at lykkes, er her en video, der demonstrerer og illustrerer:

[youtube]http://www.youtube.com/watch?v=gkF4WLSkz-U[/youtube]

Dansk oversættelse til WordPress MU 2.6 til test

WordPress MU logo

Du elsker formentlig allerede WordPress (engelsk, dansk), men elsker du også WordPress MU (multiuser)?

Hvis du gør, vil det sikkert glæde dig at høre, at der er en dansk oversættelse af den nye version 2.6 (WordPress og WordPress MU følger nu hinanden på versionsnumrene), som blev annonceret i forgårs, den 28. juli.

Den danske oversættelse er ikke 100% gennemtestet, så derfor er du meget velkommen til at kigge oversættelsen igennem for fejl – uanset om du implementerer den eller ej. Share the world :-)

Du kan hente oversættelsesfilerne her:

http://www.openmode.net/dev/wordpress/mu/2.6-da_DK/.

Begge filer skal placeres her i \wp-content\languages i din MU-installation.

Du kan bruge et program som Poedit til at redigere i .po-filen. Hver gang du gemmer din .po-fil opdateres .mo-filen, som er den fil, WordPress MU henter oversættelserne fra.

Hjælp
Indtil vi finder en supersmart måde at gøre det på, må du gerne lægge en kommentar, med de fejl/rettelser, du finder. Husk at skrive linienummeret :-)

Lidt fakta:
Jeg har lavet oversættelsen, fordi vi skal bruge den, når vores blogcommunity, nationen!blog bliver opgraderet til den nye version af WordPress MU.

Oversættelsen bygger på vores oversættelse til WordPress MU 1.5.1 (den vi kører på i skrivende stund — og som bygger på Jesper Laugesens oversættelse til WordPress MU 1.3.1) og Rene’s oversættelse af WordPress 2.6.

WordPress-app til iPhone

Endelig udkom også WordPress’ app til iPhone og iPod Touch (dog kun for folk med software v2.0). Det vil sige alle iPhones købt i Telia. Det er en rigtig cool app, som gør det muligt for dig at skrive dine indlæg direkte fra din iPhone med en klient, der er lavet til formålet. Ikke mere roden rundt i Safari.

App’en er selvfølgelig gratis og Open Source. hvad den kan? Jooo, det skal jeg sige dig:

  • Understøtter både wordpress.com- og selvinstallerede wordpress.org-blogs (fra version 2.5.1 og dermed sikkert også den nye udgave af MU)
  • Safari er indbygget i app’en, så du kan previewe dine indlæg før udgivelse
  • Du kan lave både tags og kategorier
  • Integration med både kamera og billed-mappe
  • Du kan bruge samme app til flere blogs
  • Du kan kodeordsbekytte indlæg
  • Du kan lave kladder
  • Du kan gemme til senere gennemgang
  • Automatisk genoprettelse af indlæg, hvis telefonen ringer

App’en fylder kun 0,3 MB og er selvfølgelig udviklet af moderskibet, Automattic. Hent den via App Store på din telefon (under Utilities) – den er endnu ikke i den danske App Store i iTunes.