Netværkssession til WordCamp.
Så er der gået nogle måneder siden WordCamp Denmark 2015. Også denne gang, synes jeg, at vi løftede overliggeren en smule mere med hensyn til lokaliteten. Det var godt hos One.com, men der nu noget street credit ved at holde det på selveste IT-Universitetet. Tak til dem for at lægge lokaler til.
Det dygtige WordPress-team hos Peytz & Co.
WordPress Award
Vores WordPress Award er også vokset. Den startede som en idé hos Kåre, der bare gerne ville vide, hvad andre gik og syslede med. Og nu er vi oppe på 31 tilmeldte websteder og vaskeægte diplomer, som de heldige vindere kan hænge op hjemme på kontoret. Peyts & Co var de store vindere, og det var fuldt fortjent. De laver nogle seje ting i WordPress og har været primus motor i den Københavnske meetup-gruppe.
Karin Høeg fortæller.
Video
Som sidste år blev det hele videofilmet. Erfaringen fra denne gang, er, at kameraet skal placeres på den bedste plads. Og så må vi andre indrette os rundt om det. Optagelserne blev dog fine. Videoerne ligger online på wordpress.tv. Tak til Frederik og Markus fra Digital Dawn for at stå for optagelserne. Og for efterredigering ikke at forglemme.
Slides
Nu kan du jo se præsentationerne på videoerne, men hvis du vil se dem for sig selv eller nærstudere dem, så er de lagt ind på siden med oplægsholderne, hvor der er linket til dem.
En deltager får hjælp af Steffen i Happiness-baren.
Netværkssession
Vi prøvede noget i år, som vi ikke havde prøvet før. En netværkssession. Jeg vil tro, at det faktisk heller ikke har været gjort på andre WordCamps. Det er ikke til at vide, men idéen viste sig i hvert fald at være rigtig god. Det var Annette, der havde skruet det samme og faciliterede det. I al sin enkelhed trak du et spørgsmål og fandt en, som du kunne stille spørgsmålet til. Og så gik snakken ellers. En af de helt gode historier, der kom ud af det var Vals møde med Holger. Del endelig den historie med alle du kender. Den er virkelig livsbekræftende. Det rigtig gode ved sådan en netværksession, er, at det på en god måde tvinger alle til at falde i snak med én eller flere, de ikke kender. Og det er rigtigt givende. Alle taler om “at netværke”, men det er ikke altid lige til. Derfor giver det god mening, at vi simpelthen sætter det på programmet. Så er alle i samme båd så længe det varer. Det er vi sikre på, der kommer noget frugtbart ud af.
Happiness
Happiness-baren er der du kan hen med dine problemer og får hjælp. Det er egentlig også meningen, at oplægsholderne skal gå derhen, når de er færdige med deres oplæg, men det er ikke altid det lige går sådan. Flere var dog henne og få hjælp med ting der drillede. Det er altid hyggeligt at hænge ud i Happiness-baren og det er et godt holdepunkt mellem oplæggene.
Alt for meget kage og vand
Vi havde sørget for 400 flasker vand og var bange for at det ikke var nok. Vi tænkte at de fleste nok kan drikke et par stykker om dagen, så vi rationaliserede det en smule. Og så endte det med, at vi havde for mange tilbage. Det samme galt kagerne til kaffen. Én pr. mand var åbenbart lige i overkanten. På den anden side var mange glade for at fylde lommerne og tage nogle med hjem.
Tak til kaffeholdet
Ingen WordCamp uden kaffe og vi bryggede den selv. Det er også ganske hyggeligt. Særlig tak til Christoffer for hele tiden at sørge for at kanderne var fyldte. Og til alle de andre der hjalp til. Det gode ved selv at brygge kaffen, er at den så kommer til at smage af noget.
Næste WordCamp
Nu er jeg lidt sent ude med denne epilog, så vi har faktisk allerede taget de første skridt til dette års WordCamp. Og jyderne kan godt glæde sig for det bliver i Dokk1 i Århus. Jep, denne gang bliver det københavnerne, der rejser til Jylland. Det tegner lovende. Mere om det i et kommende indlæg.